9. november - 13. november 2020 - Lad os tale sammen


I uge 46 står nedennævnte til rådighed via Q-talks samtale appen. Vi kan ikke garantere, at alle kommer til at tale med de pågældende personer, da der er plads til maks 3 personer foruden vores samtalegæst. Men vi opfordrer jer til at tale med andre ligesindede, som har brug for en snak - lige som dig. Og husk at tjekke vores aktivitetskalender og sociale medier, da gæsterne vil være at træffe på et senere tidspunkt. 

For at du er klar til at tale med en af vores seje gæster, se venligst linket til app instruktionen .

Mandag den 9. november kl. 20.00 – 21.00, LFUB´s ambassadør Joan Divine



Foreningens ambassadør Joan Divine har været i fertilitetsbehandling i mange år med sin kæreste, danser Michael Olesen. Joan har desværre også oplevet at miste flere gange. Parret er nu i fertilitetsbehandling på O.L.G.A Fertility Clinic i Rusland, hvor de håber, at friske øjne og en anden tilgang til behandlingen, kan være det, der skal til for at realisere drømmen om et barn.
Joans behandlingsforløb har varet 8-9 år, og hun kan derfor tale med om de fleste ting, når det kommer til behandling. Hun kan svare på spørgsmål, både om behandling i Danmark og i udlandet, og så kan hun lytte og sparre med dig, om lige netop det, du har brug for at tale om.
 
Tirsdag d. 10. november kl. 19.00-20.00, Lene Vester-Madsen



Mange ufrivilligt barnløse kender Lene Vester-Madsen under navnet @bliverjegnogensindenogensmor fra Instagram. Her deler hun hudløst ærligt ud af sit fire år lange forløb som ufrivilligt barnløs herunder fertilitetsbehandling, tre graviditetstab. Tab som har sat dybe spor. Lene er nu gravid med tvillinger ved hjælp af IVF. Lene har delt alle de svære følelser, nedture og tanker med sine følgere, og hun står nu til rådighed på Q-talks appen, hvor hun kan svare på dine spørgsmål, lytte til dig eller fortælle om sit forløb. Lene kender sorgen og følelsen af ensomhed, der er forbundet med at være i behandling, og ikke mindst at miste. Hun kender også den altoverskyggende angst, der melder sig, når graviditetstesten igen viser to streger. En ny graviditet er ikke lig med ubetinget lykke, når man har mistet flere gange. Log ind tirsdag aften og få en snak med Lene.
 
Onsdag d. 11. november kl. 20.30-21.00 og 21.00-21.30



Onsdag d. 11-11 kl. 20.30-21.00 Journalist Dorte Hansen (gravid ved hjælp af ægdonation)
Onsdag d. 11-11 kl. 21.00-21.30 journalist Dorte Hansen (fokus på at være alene i fertilitetsbehandling/og nu solomor).
Dorte Hansen er LFUB´s kontaktperson i forbindelse med ægdonation. Hun har selv været i fertilitetsbehandling, og blev gravid med hjælp fra en ægdonor. Dorte står til rådighed for dig, som har spørgsmål, tanker eller overvejelser, du gerne vil drøfte med en, som selv er gået donorvejen. At skulle afslutte behandlingen med egne æg, kan være en meget svær beslutning. Ofte kan det hjælpe at tale med en, som selv har haft nogle af de samme overvejelser. Og Dorte svarer gerne på spørgsmål.
Dorte har været i fertilitetsbehandling på egen hånd. Du kan derfor også tale med hende, hvis du har spørgsmål til fertilitetsbehandling, eller livet som solomor. Dorte deler gerne ud af sine erfaringer. Hun er i dag mor til en lille pige.

Torsdag d. 12. november kl. 20.00-21.00



Kristian Frederiksen er gift med LFUB´s næstformand, Jane Tirsvad, og så er han far til en pige på knap fire år, som er blevet til ved hjælp af sæddonation. Du kan tale med Kristian, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring omkring det, at være mand i et behandlingsforløb og /eller spørgsmål til at bruge en sæddonor. Kristian kan lytte, sparre og fortælle om sine egne overvejelser i forbindelse med at skulle bruge en sæddonor for at få et barn.

Fredag d. 13 november kl. 18.30 – 19.30 og 19.30-20.30



Fredag er der mulighed for at få professionel rådgivning på appen. Jordemoder og terapeut Helene Cagara sidder klar på appen fra kl. 18.30-19.30. Som jordemoder og terapeut har Helene en særlig viden om graviditet efter fertilitetsbehandling, efterfødselsreaktioner og gentagne graviditetstab. Har du spørgsmål til Helene, er du meget velkommen til at logge ind og tale med hende.




Kl. 19.30-20.30 er lektor i psykologi Lise Holck tilgængelig på appen. Lise Holck varetager til daglig foreningens rådgivning og brevkasse, og har holdt flere foredrag om de psykiske aspekter ved ufrivillig barnløshed. Hvis du mangler støtte og rådgivning til svære tanker, følelser og beslutninger i forbindelse med ufrivillig barnløshed, er du meget velkommen til at ringe til Lise. Udover sine faglige kompetencer har Lise Holck selv været igennem adskillige fertilitetsbehandlinger. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev