Det lykkedes til sidst
- Pernilles historie 

 ”Der skal et godt parforhold til at klare de mange nedture, når, man er ufrivilligt barnløs, den hårde kamp, de til tider meget skrappe behandlinger – og så kommer menstruationen igen, igen …. Ved hvert forsøg er man nødt til at tro, at denne gang lykkes det – indtil en ny nedtur rammer en; det blev heller ikke denne gang. Derfor den svære beslutning om at vi maximalt ville forsøge 8 gange. Tankerne går frem til, hvad nu hvis vi ingen børn får? Hvad så med fremtiden? Et voksenliv og alderdom uden børn – og børnebørn? Det er svært at kapere!”

Jeg mødte manden i sit liv da jeg var 18 år, og nu har vi delt sorger og glæder i 12½ år. Som 21-årig begyndte jeg at få problemer med underlivssmerter, og stoppede, i samråd med lægen, med at tage P-piller, da de måske kunne være årsagen.

Jeg fik det dog hurtigt værre. Jeg ønskede at blive gravid, men det lykkedes ikke. Som 26-årig blev smerterne så slemme, at jeg ikke kunne stå op, hvorefter jeg blev indlagt og det blev konstateret, at jeg har endometriose overalt i underlivet.

Endometriose
Der blev fjernet endometriosecyster og sammenvoksninger. Venstre æggeleder blev fjernet, og der blev desuden fjernet vandcyster ved æggestokken. Tyktarmen var nedsunket og vokset sammen med venstre æggestok, som dermed ikke er brugbar. Højre æggeleder er også ødelagt, men den blev dog heldigvis ikke fjernet. Det eneste, der er intakt er højre æggestok, som dermed er det eneste, der var egnet til fertilitetsbehandling. Jeg havde fortsat stærke smerter, og fik ordineret medicin mod smerter i 10 måneder. Efter indgrebet fik jeg at vide, at hvis jeg ville have børn skulle det nok være NU - og det ville ikke kunne ske på ”normal” vis. I 2001 kom jeg hurtigt i behandling på Skejby Sygehus, hvor jeg gennemgik 5 forsøg, to reagensglasforsøg – IVF -behandlinger, samt tre mikroinjektion, ICSI.
Behandlingerne gav desværre ikke det ønskede resultat, og jeg startede derfor på en ny omgang behandling på en fertilitetsklinik. Der blev forsøgt med en ny metode, ICSI, plus AHA (Assisted hatching), hvor man hjælper med klækning af ægget. Vi besluttede, at hvis det ikke lykkedes denne gang, ville vi opgive drømmen om at blive biologiske forældre, og i stedet begynde at undersøge mulighederne for adoption.

Clairvoyant
Et besøg hos en clairvoyant, gav ikke meget håb. Ved et senere besøg hos den clairvoyante var det samme nedslående besked; at de sidste 3 forsøg heller ikke ville give noget positivt resultat, men, kom det så: du bliver gravid på ”naturlig” måde og vil få en pige og en dreng.

”Kanonkur”
Pga. øgede smerter fik jeg tilbudt at få fjernet hele underlivet på grund af de store skader endometriosen havde forvoldt – måske kunne det hjælpe på smerterne. Jeg syntes, at den beslutning krævede moden overvejelse, det var ligesom endegyldigt enden på drømmen om barn/børn. Så hørte jeg om ”kanonkuren” – og efter nogen overvejelse blev vi enige om, at nu havde vi prøvet så meget, så kunne vi vel lige prøve dette, inden vi endeligt opgav drømmen.

Tiden gik, i 6 uger havde vi begge troligt taget vores kanonkur – og nu skulle vi på 14 dages ferie. Mine ellers meget regelmæssige menstruationer udeblev, på grund af rejsestress, troede jeg. Jeg følte mig slet ikke på toppen, og under ferien fik vi begge en grundig omgang madforgiftning, så jeg kunne pludselig ikke lide cola, og min elskede kaffe sprang jeg mere end villigt over. Så begyndte jeg at tænke på den udeblevne menstruation, men turde slet ikke tro på, at jeg kunne være blevet gravid.

Nu kunne vi næsten ikke vente med at komme hjem til Danmark, og det første vi gjorde var at få en tid hos lægen for at få af- eller bekræftet mistanken. Lægen kunne fortælle, at testen var …..positiv. Jeg gik helt i chok, kunne ikke tro at jeg – endelig - var gravid. Med tårerne løbende ned over kinderne gik jeg ud for at fortælle den ufattelige nyhed. Vi var begge dybt rystede, og på få sekunder huskede min krop det helvede, som den havde været igennem i forbindelse med de mange forsøg på kunstig befrugtning. I modsætning til mig var min bedre halvdel ikke bekymret over den ”uplanlagte” graviditet, han følte sig overbevist om, at det nok skulle gå godt.

Svært at tro på
Som tiden gik, begyndte angsten da også at slippe sit tag i mig. De små glimt af glæde og forventning blev flere og flere, men først efter 3 måneder turde vi for alvor begynde at tro på, at miraklet var sket, efter de mange, lange år med op- og især nedture.

Den 1. april 2005 blev lille Josephine født. Da hun efter en veloverstået fødsel, blev lagt på min mave og jeg kunne røre ved hendes bitte små hænder, mærke hendes bløde hud og indsnuse duften af baby, følte jeg, at lykken var fuldkommen.

Pernille

Hvad nu hvis….
- Jeg vil bare så gerne have en sikkerhed for at det lykkes på et tidspunkt

 Jeg vil bare så gerne have en sikkerhed for at det lykkes på et tidspunkt. En knage jeg kan hænge mit håb på. Hvis bare nogen kunne sige, at om 3 eller 5 år .. så lykkes det. Så skulle jeg med glæde vente. For jeg vil gå gennem ild og vand for at blive mor.
Men hvad nu hvis det ikke lykkes… Hvad nu hvis jeg skal tage en masse hormoner til ingen verdens nytte…. Hvad nu hvis…

I mellemtiden venter vi.  Venter hele tiden på noget nyt. Små skridt ad gangen. Nogen gange glemmer jeg helt hvad målet er, og fokuserer på næste delmål… Har hormonerne virket som de skal. Er der æg nok. Er der for mange. Bliver de befrugtet…. Jeg er holdt op med at blive deprimeret over at have fået menstruation, men tænker ”Yes – nu kan vi komme i behandling”. Nyt håb forude. Vores grænser rykker sig langsomt. For hvad nu hvis…..

Jeg vil så gerne kunne gøre noget, som kunne få det til at lykkes. Styre min krop og tanker i den rigtige retning. Men jeg har ikke engang kontrol over noget så personligt som min egen krop, og alligevel skal jeg forholde mig til nye tiltag, nye muligheder. Eller jeg skal gennemleve sidste måneds mareridt, og vide hvordan jeg føler om en uge. Eller hvad nu hvis…

Og min søde og dejlige mand støtter mig, når hormonerne får humøret til at dykke, han trøster mig når jeg er ked, han gennemlever det sammen med mig – for det er vores projekt – vores drøm. Jeg kan læse i bøgerne vi er midt i en krise, men det føles bare som om det gør os stærkere. For hvis vi ikke tror på det, hvem skal så.  Men hvad nu hvis…

Omgivelserne er betænksomme og velmenende, og når de forsøger at forklare, er det for at hjælpe. De kan ikke vide, hvad der er det rigtige at sige, for jeg ved det ikke selv. Det skifter fra dag til dag. Fra time til time.
Hele tiden vurderer jeg, om de er oprigtigt interesseret i min situation, eller om de bare synes ”det er så spændende” så jeg bliver noget de kan snakke om over kaffen.
De siger ting, de ikke ved sårer: - ”kan i ikke bare dyrke en masse sex midt i måneden”, ”så må I også bare i gang” (da en kollega blev gravid, og vi havde forsøgt i 2 år), ”jeg ved hvordan det er, for vi ventede i 5 måneder på lille Søren” - ”når bare du slapper af, så skal det nok komme” (fås i flere varianter: køb en hund, tag på ferie, tænk på noget andet (!), søg om adoption så sker det….jeg kender selv en….). Til sidst havde jeg lyst til at skrige ”synes I jeg går rundt og er et omvandrende nervevrag – eller hvorfor bliver I ved med at sige jeg skal slappe af”. Altså!!! Hvad forestiller folk sig. Jeg endte med at sammenligne det med, at de skulle købe en lottokupon og håbe på at vinde en million, men ikke på forhånd tænke på, hvad de ville bruge pengene til. Men jeg har jo brug for dem, for hvad nu hvis…..

Og midt i alle frustrationerne er der heldigvis også glæden. Veninden der ringer, den dag vi har været på klinikken og spørger hvordan JEG/VI har det? Eller alle de søde ord vi får med på vejen om håb og krydsede fingre. Et knus. Alt det mellem linierne. For vi har jo brug for det – og de ved det – for de tænker også, hvad nu hvis….

Hvad nu hvis det lykkes…Tænk hvis jeg også engang kommer til at promenere med en splinterny barnevogn ned gennem gaden, og folk vil stoppe op og sige ”nej hvor er han/hun sød” – og jeg vil være MOR. Alle vil danse jubeldans med os – og vi vil vende sorgen til glæden og tænke ”nå det var det der skulle til – havde vi bare vidst det fra starten”!
Der har vi knagen at hænge håbet på.
For drømmen vil føre os gennem næsespray, sprøjter og scanninger.
Men hvad nu hvis…..

Og selv hvis… og lille Ib ligger der og smiler sødt til os. Glemmer vi så sorgen og frustrationerne vi har været igennem. Forstår vi bedre, hvorfor det er os, der skulle kæmpe så hårdt for at nå målet, og ikke naboen der ”sprøjter” børn ud. Vil vi blive mere tolerante over for folks bemærkninger – eller vil vi huske det til vi dør.
Det tror jeg. For hvad nu hvis….

Til minde om et lille liv, der ikke nåede så langt, og med håb om et nyt der må spire og gro.

Janne

Indtil barnløsheden os skiller…

Vi har kendt hinanden i 13 år og været gift i fem. De sidste fire år har vi prøvet at blive gravide. I starten var jeg optimistisk, men nu hvor vi både har prøvet insemination, IVF, donorsæd og er accepteret som adoptanter (fase 1), er jeg totalt i vildrede mht. vores parforhold. Vores sexliv er stort set ikke-eksisterende, og selv om vi er indstillet på adoption, er der ikke kommet gang i det alligevel. Det er så svært at lade sig forføre, når sex i så mange år har været et ’middel’ til at blive gravid; når vi lige frem har lavet hjemmeinsemineringer med brug af engangssprøjter, fordi vi ikke orkede at elske. Det er til at græde over.

Tvivlen overskygger i øjeblikket ønsket om at blive mor. For hvad hjælper det at adoptere et barn, hvis jeg lever sammen med en mand, der er blevet min bedste ven og ikke længere er min elsker. Gnisten er væk. Kan den komme igen? Spørgsmålene er mange og vi taler meget om det. Vi ved ikke, om vi kan redde vores parforhold. Og hvis vi kan – for hvor længe… På den anden side orker vi næsten ikke at skulle begynde forfra med en anden partner, men at blive sammen af vanens og tryghedens magt er også for tamt. Vi kan vist roligt konstatere, at vores parforhold er i en meget alvorlig krise, og vi er så langt fra sikre på udfaldet.

Det kunne være rart med indlæg fra par, som har klaret skærene og formået at genfinde et inspirerende og tilfredsstillende sexliv efter års kamp mod barnløsheden. Hvordan gjorde I? Var det det hele værd? Men det kunne også være rart med indlæg fra par, som er i krise ligesom os, da vi føler os meget alene.

Den fortvivlede