Læs artikler
Her kan du læse nogle af de artikler vi tidligere har bragt i KIMEN
Misundelse
- En historie om de ”forbudte følelser”
Klokken er 21.30 og det begynder langsomt at blive mørkt. Det er alt for sent til at skrive. For hvis jeg skriver, skal jeg tænke… tænke på det, der er svært. Og når jeg tænker på det der er svært, får jeg også svært ved at sove.
Jeg tror, det er vigtigt at give mig selv lov til at tænke på det nogle gange, ligesom det er vigtigt ikke at tænke på det altid. Men det er som om, det ikke rigtigt er mig, der bestemmer, hvornår jeg skal tage det frem og hvornår det skal pakkes væk i den lille blå kommode bagerst i hovedet. Den lille blå kommode med de lette skuffer, der åbner sig så let, blot der kommer en trækvind forbi. Og så spredes hele indholdet i vinden og det tager mig dage at samle det op og putte det i skufferne igen.
Skufferne åbnes blandt andet, når jeg føler misundelse. Jeg er voldsomt flov over at føle misundelse.
Jeg tåler fx ikke synet af gravide maver. Hvis jeg ser en, skynder jeg at se den anden vej. Samtidig piner jeg mig selv ved først at kigge på maven, inden jeg kigger på kvindens ansigt. Min kraftige fokusering på maver giver en kraftig øgning af antallet af gravide jeg møder, hvoraf det er muligt at nogle af dem også blot er lidt overvægtige.
Jeg kan undskylde mine følelser over for mig selv, ved at se det som et basalt ønske om at være som andre. Men når jeg så tænker over mine konkrete følelser, så er der intet der undskylder dem.
Jeg har ni gravide veninder. Det passer ikke, tænker du. Jo, hvis vi tæller de fire fra min gruppe og min kollega med; jo så er der ni veninder, der er nedkommet eller nedkommer i 2008. Jeg synes, det er synd for mig og jeg skammer mig over min selvmedlidenhed. Jeg synes det er synd for veninderne, som jeg ikke kan glædes med og jeg er flov over, at jeg ikke formår at glædes på deres vegne. For jeg er misundelig. Og jeg har tænkt tanken, at jeg ønskede at nogle af dem skulle abortere, blot for at jeg ikke skulle være anderledes.
Jeg har været i fertilitetsbehandling i halvandet år. Jeg er blevet insemineret syv gange, hvoraf jeg en gang blev gravid, men aborterede i ottende uge. Og nu er jeg i gang med at blive nedreguleret – starten på vores første IVF-forsøg – så kan jeg da skyde skylden for mine tanker på de hormoner, jeg fire gange i døgnet skyder i næsen som en anden stofafhængig.
Nu skal vi se, om du kommer til at tænke, at jeg skulle skamme mig. Det tror jeg du gør. Det tror jeg, fordi jeg skammer mig. For inde i det lille kammer ved siden af mig, sover den nydeligste pige på tre år. Hun har et stort, krøllet og lyst troldehår, en lille spids og blød næse, lukkede, sarte øjenlåg og en åben mund, hvorfra hun har tabt sutten. Hun giver en lille pustende lyd fra sig – som starten på en forkølelse, der er erhvervet efter hun har danset på bare tæer i en stor vandpyt. Hun er så vidunderlig, at jeg må kysse hende med fare for at hun vågner.
Det tog os syv insemineringsforsøg og en abort, før skæbnen ville os det godt og skænkede os hende. Så måske det letter dig lidt, at det var svært at få hende. Hvis du er en, der føler som jeg. Føler misundelse. Den eneste måde, jeg kan forstå mig selv og mine følelser på er, at nu ved jeg, hvad jeg går glip af, hvis det ikke lykkes denne gang. Men måske har jeg bare glemt, hvad jeg følte den første lange tid med behandlinger. Og det skal jeg ikke huske på i dag, for nu skal jeg forsøge at sove.
Men jeg skal lige først rydde lidt op i den blå kommode.
PP
Skrevet af:
Alex
Dato: 31. december 2008