Læs artikler
Her kan du læse nogle af de artikler vi tidligere har bragt i KIMEN
Mand eller mus – en dokumentarfilm der går lige i hjertet
Deltagerne på det nyligt overståede landsmøde i Odense den 17.-18. april så lørdag eftermiddag forpremieren på en ny dokumentarfilm med titlen ”Mand eller mus”. Filmen var meget vedkommende for deltagerne og alle andre medlemmer af LFUB, da den handler om et ofte tabuiseret emne – nedsat sædkvalitet og mandens rolle og tanker som ufrivillig barnløs.
Forestillingen blev indledt med, at filmens instruktør og idémand Jan Dirchsen fortalte om baggrunden for filmen. Jan Dirchsen har selv en gammel ven, som på et tidspunkt fortalte Jan, at han var ufrivilligt barnløs pga. nedsat sædkvalitet. Jan selv har også nedsat sædkvalitet. De to gamle venner havde derfor en hel del at snakke om når samtalen drejede sig om dette fælles problem. Sagen var blot, at det aldrig blev til andet end overfladisk snak – på trods af, at et årelangt venskab mellem de to mænd burde give grobund for også at tale om de følelser, som de to havde til fælles. Dette undrede filmens instruktør så meget, at han fik ideen til en dokumentarfilm, der kom mere ind under huden på mænd med nedsat sædkvalitet og beskæftige sig med mændenes følelser og tanker om emnet.
Efter noget tid var ideen blevet modnet, og Jan Dirchsen var klar til at få den ført ud i livet. Problemet var blot, at det var utroligt svært at få mænd til at stille op for åben skærm og snakke om deres nedsatte fertilitet. Efter at have søgt efter deltagere i 1 ½ år og været i kontakt med ca. 1.000 mænd var det lykkedes at få tre mænd til at stille op foran kameraet. Det var dog ikke kun svært at finde deltagere til filmen. Heller ikke TV stationerne var nemme at få til at skyde penge i produktionen af filmen. Heldigvis var Filminstituttet med på ideen og har støttet filmens tilblivelse.
Selve filmen er meget simpelt opbygget, hvilket formentlig er grunden til at den virker stærkt følelsesmæssigt – særligt for alle os, der ikke umiddelbart kan få de børn, vi så brændende ønsker os. De tre mænd er filmet i et helt hvidt rum, hvor de hver for sig havde tilbragt tre dage sammen med instruktøren og en lydmand. Her stilles de en række spørgsmål om emnet og stilles i en række situationer for at visualisere hele problemstillingen omkring fænomenet maskulinitet. Indledningsvis handler filmen meget om opfattelsen af netop maskulinitet. De tre mænd var alle blevet bedt om at medbringe en personlig genstand, som efter deres opfattelse understregede deres maskulinitet. Som eksempel havde den ene deltager (Michel) medbragt sin Harley Davidson motorcykel. Michel fortalte om sine følelser, når han vedligeholder sin motorcykel. De fleste, der ser dette, vil formentlig tænke, at her er tale om en ”hård mand” (det hører også med til historien, at Michel er et 120 kilo tungt muskelbundt med tatoveringer). Dette billede bliver dog umiddelbart efter ændret, da Michel fortæller om en køretur på sin motorcykel. Her møder han en far med sit barn. Denne far vender sig om efter Michel på sin motorcykel og sender misundelige blikke. Men ifølge den barnløse Michel følte han sig på ingen måde privilegeret over sit Harley-ejerskab sammenlignet med faren, som har det Michel ønsker sig allermest – et barn. Denne fortælling var meget rørende og illustrerede på fin vis forskellen mellem den materielle og ”overfladiske” maskulinitet og de dybereliggende følelser.
Efterfølgende kredsede filmen om mændenes kropsbevidsthed. Instruktøren bad deltagerne tage tøjet af, så de kun stod i boxershorts. Deltagerne gav på forskellig vis udtryk for blufærdighed i forhold til at stå delvist afklædte foran kameraet. Når man så efterfølgende hørte de tre mænd uden modstand udtale sig om deres allerinderste følelser, kan man overveje, hvornår mændene er mest afklædte - og hvorfor det virker sværere for de tre mænd at være fysisk end psykisk ”afklædt”?
Den sidste del af filmen handler om mændenes nedsatte sædkvalitet og deres følelser i forbindelse med fertilitetsbehandlingen. For alle os i samme situation var det klart den mest rørende del af filmen. Det er svært at gengive, hvorfor denne del af filmen er så rørende, at flere af tilhørerne til landsmødet havde våde øjne flere gange. F.eks. da Michel på et tidspunkt må forlade kameraet for at få styr på tårerne efter at instruktøren har fortalt, at han havde overvejet at afspille lyden af en fødsel for Michel. Det undlod han dog pga. Michels barnløshed. Michel sagde, at alene snakken om, at instruktøren ville afspille lyden af en fødsel berørte ham meget følelsesmæssigt. Et andet meget rørende klip var, hvor en anden mand(Ullr) fortalte, hvorfor det er så hårdt at gå gennem fertilitetsbehandlingens mange følelsesmæssige rutscheture. Som mange af os ved, er det et konstant skift mellem sorg, håb – og glæde, når det endelig lykkes at få opfyldt det allerstørste ønske. Da Ullr fortæller om glæden ved at få sin datter bryder han sammen i gråd – hvilket endnu engang fik tårerne væltende frem hos flere af landsmødets deltagere. Dette er blot et lille udpluk af en lang række rørende og tankevækkende spørgsmål, svar og situationer i filmen, som er svære at beskrive, men skal ses.
Efter filmen havde landsmødets deltagere mulighed for at stille spørgsmål til filmens instruktør og to mænd fra filmen (Ullr og Thomas), som på modigste vis havde indvilget i at være med til forpremieren. Bl.a. blev der spurgt til, hvorfor de to mænd havde valgt at medvirke i filmen. For Thomas var den primære årsag ønsket om at bryde det tabu, som nedsat sædkvalitet ofte er. For Ullr derimod var det af egoistiske grunde. Som han selv sagde, havde han – på trods af at han havde fået sit største ønske opfyldt – et behov for at få bearbejdet de følelser og tanker, som havde sat sig som en stor knude i maven på ham gennem årene som ufrivilligt barnløs.
Filmen har premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH PIX den 22. april. Dette er efter udgivelsen af dette nummer af Kimen. Filmen vil dog senere blive vist på DR2 formentlig i forbindelse med fars dag - en glædelig dag for de mænd, det er lykkedes at blive fædre - nedsat sædkvalitet eller ej. Herfra skal lyde en stor opfordring til at se filmen, som er rørende og tankevækkende – ikke mindst for alle os i samme situation som de tre modige mænd i filmen. Og svaret på instruktørens titel må absolut være: MÆND – ikke mus!
Skrevet af:
Alex
Dato: 3. juni 2010