Spørgsmål og svar
Hvad gør vi, når vi ikke bliver gravide?
I kontakter jeres praktiserende læge. Han vil sørge for at I bliver udredt.
- For mandens vedkommende:
Sædprøve: - laves typisk derhjemme og afleveres på et laboratorium.
- For kvindens vedkommende:
Klamydia (underlivsundersøgelse)
Smear (celleprøve - underlivsundersøgelse)
Røde hunde (blodprøve)
Progesteron (hormon - blodprøve)
HSG (Røntgenundersøgelse af æggeledere og livmoder) · Der sprøjtes kontrastvæske ind i livmoder + æggeledere. Det kan være en fordel at tage noget smertestillende inden undersøgelsen.
TSH (hormon - blodprøve)
Æggehvide, blod og sukker i urinen (urinprøve)
Bloktryksmåling, puls, højde og vægt
Frivillig HIV-test (blodprøve)
Herefter er I klar til at kunne få foretaget kunstig befrugtning.
Hvor længe bør vi vente, før vi starter udredningen?
De fleste læger vil råde jer til at forsøge et år før en videre undersøgelse foretages.
Hvis du er over 30 år og har haft gentagne aborter, uregelmæssige blødninger eller andre fysiologiske problemer, kan det være aktuelt at foretage undersøgelsen før.
Hvad er infertilitet?
Når et par har forsøgt at blive gravid i et år eller mere uden resultat, defineres dette som infertilitet (ufrivillig barnløshed).
Hvad koster en behandling?
På offentlige klinikker er behandlingen gratis. Der tilbydes typisk 3 inseminationer betalt af sundhedssystemet og herefter 3 IVF (reagensglas) eller ICSI (microinsemination) forsøg. Ved nogle offentlige klinikker skal I selv betale hormonerne, som kan være en bekostelig affære. Ved andre klinikker er det gratis. Der tilbydes normalt kun offentlig hjælp til 1 fælles barn, og det er kun muligt at komme på venteliste inden kvinden fylder 38 år, og sidste behandling skal være påbegyndt inden kvinden fylder 40 år.
På private klinikker varierer prisen alt efter behandlingsformen. På nogle klinikker er der mulighed for at vælge en pakkeløsning, hvor I f.eks. betaler 35.000 kr. for op til 3 IVF/ICSI behandlinger. Lykkes det første gang kan I være lykkelige, men I har selvfølgelig betalt mere end ét forsøg normalt koster. Skal I have 3 behandlinger har I sparet penge i forhold til, hvad 3 behandlinger normalt koster.
Vi har ingen fortegnelser over priser, da tilbudene på de forskellige klinikker varierer ligesom priserne. Dog anbefaler vi, at I tager et møde med flere klinikker, for når det kommer til stykket, er det `kemien` imellem jer og klinikken, det kommer an på.
Hvilken klinik er bedst?
Generelt ligger den faglige dygtighed på landets klinikker på niveau med hinanden, og vi kan ikke anbefale en klinik frem for en anden. Vi mener, at det vigtigste er, at jeres `kemi` passer med klinikkens. Tag derfor et møde med flere klinikker, før I vælger. En god idé vil være at vælge de klinikker, som geografisk ligger nærmest jer. I LFUB`s kaffeklubber er der også god mulighed for at høre om andres erfaringer med de forskellige klinikker, men en klinik som et par har haft en dårlig erfaring med, kan sagtens være et andet pars yndlingsklinik.
Skal vi vælge en offentlig eller privat klinik?
Det afhænger helt af jeres økonomi og hvor lang tid, I vil vente. Servicen er typisk højere på en privatklinik, men det er jo en del af det, som du betaler for her. Den faglige dygtighed, mener vi ikke, er bedre på det ene sted frem for det andet.